En af mine søde læsere har delt dette digt med mig via min facebook side
Jeg synes simpelthen det er så sigende og helt perfekt formuleret.

Man sætter sig noget for, og gang på gang opdager man at man er tilbage i de gamle vaner (æhem… der kunne ligeså vel have stået “jeg” i stedet for “man”).
Det kender du godt, ikk’?

Jeg går hen ad gaden.
Der er et dybt hul i fortovet. 
Jeg falder I. 
Jeg er fortabt …Jeg er hjælpeløs.
Det er ikke min skyld.
Det tager en evighed at komme op.

Jeg går hen ad den samme gade.
Der er et dybt hul i fortovet.
Jeg lader som om jeg ikke ser det.
Jeg falder i igen.
Jeg fatter ikke, jeg er havnet det samme sted.
Det er ikke min skyld.
Det tager stadig lang tid at komme op.

Jeg går hen ad den samme gade.
Der er et dybt hul i fortovet.
Jeg kan se det er der.
Jeg falder i …..Det er blevet en vane,
men mine øjne er åbne.
Jeg ved hvor jeg er.
Det er min skyld.
Jeg kommer op med det samme.
::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::
Jeg går hen ad den samme gade.
Der er et dybt hul i fortovet.
Jeg går uden om.

Jeg går hen ad en anden gade.

                        Af Portia Nelson