Nemvejen.dk

Frem over vil du ud over mine egne indlæg er på bloggen komme til at møde mange andre spændende historier.
Hver dag i facebookgruppen møder jeg nogle helt utrolige historier. Jeg spurgte derinde om nogle havde lyst til at dele deres historier, erfaringer og synspunkter med os på bloggen, og flere har budt ind.

Så derfor vil jeg præsentere dig for Linda, som har været sød at skrive første gæsteindlæg til bloggen.

Lidt om mig, og lidt om ord.

Jeg har simpelthen fået lov at være gæste-blogger hos Mette, og det er jeg rigtig glad for.

Jeg må jo hellere introducere mig selv lidt.
Først og fremmest skriver jeg med et glimt i øjet, så tag mine ord for hvad de er, og ikke så meget andet.

Jeg hedder Linda, og er 38 år. Jeg er gift med Kim, og sammen har vi Adam som nu er 15 måneder.
Vores lille familie har haft et par hårde år. Adam fik leukæmi da han var 7 måneder gammel, og vi var indlagt på Riget i ½ år, hvor han var meget syg af kemobehandlingen. Men nu er han rask! Og en meget glad dreng, med nogle meget glade forældre.
Desværre har vi i den periode også mistet både min mor til kræft, samt hendes bror (min onkel) også til kræft.
Og hvorfor skal du nu belemres med den viden? Jow, for på et tidspunkt har jeg tænkt at skrive endnu et gæste-indlæg om lchf og sygdomme, eller måske bare om lchf og kræft. For jeg tror at os “lchf’ere” er på helt rette kurs, hvad angår at forebygge kræft via kosten.
Nå, men nok om det. Vi er ved at være ovenpå igen, og er kommet styrkede ud på den anden side af kræft-helvedet. Hele vores liv bliver nu vendt på hovedet, og der bliver sorteret godt og grundigt i venner, bekendte, og værdier.

Og lchf er helt klart blevet en værdi for os. Ikke kun en kur, ikke kun en livsstil, nej det er sørme en værdi nu. Mere om det senere, eller en anden god gang.

Kim er uddannet tømrer, men arbejder nu i en børnehave, og vil gerne søge ind til politiet. Kim træner rigtig meget, og har altid gjort det. Ligesom mig Og så er han helt vild med lchf, selvom han var verdens største skeptiker til at starte med
Jeg er uddannet fængselsbetjent (nej, jeg har ikke hår mellem tænderne, jo jeg kan godt tale som en havnearbejder nogle gange), og efterfølgende uddannet psykoterapeut. Jeg har – udover et lukket fængsel – arbejdet med unge og deres familier i en kommune, som det man kalder støttekontaktperson, og nu er jeg ansat på et kvindekrise center. Jeg har nu stadig orlov til at passe sønnike. Derudover er jeg uddannet fitness instruktør, personlig træner, spinning instruktør, zumba instruktør, og pilates instruktør. Og så er jeg “gammel” hestepige

Det første, jeg gerne vil dele med jer, er noget om ord. Altså om nogle særlige ord, som kan have stor betydning for os i dagligdagen. Husk lige mit glimt i øjnene her, ikke?

Det første ord, jeg tænker noget om, er “må”. Ofte ser vi spørgsmålet inden for lchf (og alt andet, sikkert) om jeg “må” dit og dat. Det er jo interessant. Så vidt jeg ved, findes der nemlig ikke nogen decideret lov om hvad man må eller ikke må på lchf. Der findes et slags “regelsæt” for lchf, ja bevares, men ikke nogen lov. Og ej heller noget lchf politi (selvom det kunne være sejt, ikke?). Jamen hvad handler det “må” så om? Jo, i min optik handler det om alle de restriktioner vi lægger på os selv, og så handler det også om at vi faktisk godt kan lide at der fra anden side er nogle restriktioner for os. Jow, det skrev damen faktisk
Lad mig forklare.
Mennesker er generelt gode til at lægge restriktioner på sig selv. Både på den måde hvor vi – ubevidst, naturligvis – siger til os selv at vi ikke kan, ikke tør, ikke vil, eller alt muligt andet. Med andre ord så er vi ofte smadder gode til at begrænse os selv. Det ved alle, der har prøvet at stoppe med at ryge. Det har jeg selv. Og det sværeste er jo helt klart den mentale del. “Jeg savner ikke selve cigaretterne, men mere hygge situationerne med dem”. Sådan sagde jeg i hvert fald, der er sikkert nogle der kan kende det Og mad er faktisk det aller sværeste område, synes jeg. For det første fordi vi (set igennem mine briller) er vildledte i forhold til kostråd osv, og så fordi det er svært at holde fast med alle de muligheder og tilbud rundt om os. En afvænnet narkoman sagde engang til mig, at han var så imponeret over de, der omlagde deres kost og kom af med deres madmisbrug (sådan er der jo nogen der kalder visse ting, det er ikke min definition). Han forklarede, at en narkoman jo ikke nødvendigvis er omgivet af heroin alle steder, og en narkoman skal jo heller ikke have en lille bitte smule heroin hver dag. Og det er jo rigtigt. Hvis man kæmper med vægt og kost, så er man oppe imod nogle af de hårdeste og sværeste udfordringer. Der er usund mad alle steder, det er én ting, men der er også det aspekt at vi generelt i samfundet har så meget fokus på at være sund. Måske endda fokus på at være “rigtig” eller “forkert”. Og så selvfølgelig hele delen med at vi altså SKAL have mad hver dag, og derfor ikke bare kan holde os helt væk fra det vi har svært ved at styre.
Tilbage til de der restriktioner, vi lægger på os selv. Skal vi egentlig ikke bare holde op? Altså, bare beslutte at nu MÅ vi alt hvad vi vil, men det er så til gengæld ikke alt vi VIL?? Jeg tror nemlig, at alt hvad der er forbudt, er interessant. Hvis vi ikke “må”, så er det lig med at vi lider afsavn, fordi nogle/noget andet tager ansvaret fra os, og beslutter at vi ikke “må” den ting.
Igen må jeg minde om glimtet i øjet, og måske lige tilføje et gran salt Jeg er ikke ude på at indføre en ny lov om at man ikke må sige “må”, for det ville være en anden side af samme mønt. Nej, jeg er kun ude på at vi er mere opmærksomme på brugen af ordet “må”. Næste gang, du tænker på at spørge om du “må” noget, så kan spørgsmålet måske ændres til om du virkelig “vil” det?

På den måde tager vi jo ansvar for os selv, og lader ikke beslutningen ligge hos andre eller hos et regelsæt. Meeeen, så er der selvfølgelig delen med at det alligevel er lidt rart og trygt at nogle andre beslutter og bestemmer noget for os For det kan vi mennesker egentlig godt lide. Det er rart at kunne lade ansvaret ligge et andet sted, og det er også rart at kunne følge et regelsæt og nogle “må’er”, for så slipper vi for selv at tage stilling også. Ja ja, jeg ved det godt – det er OGSÅ virkelig meget rigtig rart at kunne trække på andres erfaringer, og det skal vi da gøre! Altså, der er ingen grund til at opfinde den dybe tallerken igen. Jeg tænker bare at det handler om opmærksomheden på det lille ord, som faktisk har ret stor betydning for vores ubevidste, som på den måde bliver bevidst. Derfra kan man jo selv vælge

Ihhh altså, jeg havde tænkt mig at skrive om flere ord i dag, men der er da vist gået roman i den?! Ord som “men” og “skal” er jeg ret vild med rode lidt i, for sammen med “må” udgør de nogle af de ord, som vi begrænser os selv rigtig, rigtig meget med (ubevidst, selvfølgelig) i hverdagen. Så er der jo ikke andet for end at der må komme et indlæg mere i næste uge

“Må” du få den dejligste uge

Har du lyst til at skrive et indlæg på nemvejen.dk kan du skrive til mig via min facebookside Mette fra Nemvejen.dk